Influenzavaccine til børn kan blive årligt tilbud

    Vaccination af de to- til seksårige mod influenza kan blive et tilbagevendende tilbud.

    – Det kan bestemt godt blive et rutinemæssigt tilbud. Altså et årligt tilbud til denne aldersgruppe, siger vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst.

    Hun forklarer, at Sundhedsstyrelsen vil kigge på, hvilken effekt man får af at vaccinere gruppen, og hvordan tilslutningen er.

    Styrelsen mener, at man både vil kunne beskytte yngre og ældre familiemedlemmer ved at vaccinere aldersgruppen.

    – Ved at vaccinere børnene mellem to og seks år, kan vi reducere forekomsten af influenza med op mod 50 procent i den samlede befolkning, siger Helene Probst.

    Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn i alderen to til seks bliver vaccineret mod influenza i år.

    Vaccinen mod influenza er gratis og frivillig for aldersgruppen og gives som en næsespray.

    Desuden anbefales det, at gravide i andet og tredje trimester, borgere over 65 år samt personer med visse kroniske sygdomme bliver vaccineret mod influenza.

    /ritzau/