Verdensranglistens nummer tre, Stefanos Tsitsipas, er videre til anden runde af grand slam-turneringen US Open.
Det står klart, efter at han natten til tirsdag dansk tid besejrede den britiske stjerne Andy Murray efter fem spændende sæt.
I en maratonkamp på næsten fem timer trak den 23-årige græker sig sejrrigt ud af opgøret med cifrene 2-6, 7-6, 3-6, 6-3, 6-4 foran et begejstret publikum på Arthur Ashe Stadium, der ved sidste års turnering stod tomt på grund af coronapandemien.
Stefanos Tsitsipas skal nu møde franske Adrian Mannarino i anden runde.
– Det var ikke let. Jeg måtte ofre mig meget på banen for at komme tilbage, siger Tsitsipas efter opgøret, hvor han også udtrykker sin begejstring for de tilbagevendte tilskuere.
– Den elektriske atmosfære, vi oplevede, er noget, vi har ventet på i næsten et år, siger han.
Det var på forhånd ventet, at grækeren ville vinde over Andy Murray, der trods sine tre grand slam-titler ikke har været den samme spiller de seneste mange sæsoner på grund af skader.
Det ses også på den tidligere US Open-vinders placering på verdensranglisten som nummer 112.
Murray vandt US Open tilbage i 2012 og har også vundet Wimbledon to gange.
/ritzau/AFP











