Afghanske kvinder får lov til at studere på universitet, men der vil være forbud mod undervisning, hvor mænd og kvinder sidder i samme lokale.
Det oplyser Talibans fungerende minister for videregående uddannelser, Abdul Baqi Haqqani, ifølge nyhedsbureauet AFP.
Efter at Taliban overtog magten i midten af august, lovede bevægelsen omverdenen, at den havde ændret sig siden 1990’erne, hvor gruppen senest styrede Afghanistan.
Dengang var det forbudt for piger og kvinder at uddanne sig.
– Folket i Afghanistan vil fortsætte deres videregående uddannelse i henhold til sharialoven, siger Abdul Baqi Haqqani ifølge AFP under en traditionel forsamling blandt ældre stammefolk.
Piger og drenge vil fortsat være adskilt på grundskoler og gymnasier, hvilket allerede var almindeligt, før Taliban overtog magten i Afghanistan.
Derudover siger Haqqani, at Taliban vil skabe “et fornuftigt og islamisk pensum, der er i overensstemmelse med islamiske, nationale og historiske værdier”.
/ritzau/AFP











