Forretningsmanden Najib Mikati har problemer med at danne en regering i Libanon.
Der er store hindringer, der skal overvindes, meddeler han til den arabiske tv-station al-Hadath.
Mikati er den tredje, der gør et forsøg på at danne regering.
Fredag skriver medier i Libanon, at hans møde med præsident Michel Aoun aftenen inden gik dårligt.
– Mødet var negativt og involverede at gå i cirkler om et antal navne og portfolier, som der ikke er opnået konsensus om, siger unavngivne kilder til avisen Annahar.
I løbet af det år, der er gået, siden Libanons regering trådte tilbage, er landet sunket dybere ned i en politisk og økonomisk krise.
Libanon har en fungerende regering, men så længe der ikke er fundet en mere stabil løsning, kan landet ikke få international støtte.
Mikati advarer over for al-Hadath om, at situationen er meget alvorlig.
Valutaen er kollapset og har mistet over 90 procent af sin værdi, og hver anden libaneser lever nu under fattigdomsgrænsen.
Samtidig er landet ved at løbe tør for medicin og brændstof. Torsdag demonstrerede kræftpatienter. De har fået besked på, at der ikke er medicin til at fortsætte deres behandling.
Den magtfulde Hizbollah-bevægelse har meddelt, at et iransk skib er på vej med brændstof. Det skal afhjælpe den mangel, der resulterer i kilometerlange køer ved tankstationerne.
Mikati siger, at han ikke ønsker nye sanktioner for at handle med Iran.
– Men vi kan ikke sige nej til denne forsendelse uden at have et alternativ.
Tidligere fredag advarede den øverste sunnimuslimske leder i Libanon, stormufti Abdul Latif Derian, om at Libanon styrer mod totalt kollaps.
– Vi frygter, at libanesernes tålmodighed vil slippe op, og vi alle vil falde ned i et komplet kaos, som vi allerede har set komme til udtryk på alle områder, siger han.
Lederen af en af landets sikkerhedstjenester, general Abbas Ibrahim, har advaret sine sikkerhedsstyrker om at være beredt på de uroligheder, der kan følge, hvis staten kollapser.
Det er en af de hidtil mest alvorlige advarsler fra en højtstående embedsmand i Libanon.
/ritzau/Reuters











