Det glæder formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, at der er kommet nye oplysninger frem i sagen mod hans partifælle, partiets næstformand Morten Messerschmidt. Det siger han til Berlingske.
Mediet kunne torsdag bringe en lydfil, som potentielt kan kaste et mere positivt skær over næstformandens forklaringer i byretten i Lyngby i den meget omtalte Meld og Feld-sag.
– Det er supergodt, hvis der kan komme nye oplysninger frem i sagen, som kan bidrage til, at sagen kan få et andet resultat i landsretten end i byretten, siger Thulesen Dahl til Berlingske.
– Det ærgrer mig lidt, at oplysningerne ikke er indgået under sagen ved byretten. Men så er det jo godt, at sagen er anket til landsretten, så det kan indgå i landsretssagen, lyder det fra formanden.
Over for Berlingske afviser Kristian Thulesen Dahl at have kendt til lydfilen, da han vidnede i byretten.
I sagen blev Messerschmidt for knap to uger siden dømt skyldig i svig med EU-midler samt dokumentfalsk. Han blev idømt seks måneders betinget fængsel.
På lydfilen, der skulle være optaget på partiets sommergruppemøde i 2015, kan man høre Messerschmidt referere til afholdelsen af det EU-seminar, der har været centralt i sagen mod ham.
– Og som I vil vide: I går var vi jo til EU-seminar – ligesom vi var sidste år – organiseret af vores europæiske parti, siger han på lydfilen.
På optagelsen kan man også høre partiets gruppeformand Peter Skaarup, hvis vidnesudsagn i retssagen blev afgørende. Her afviste han at have haft et EU-seminar “på tapetet” under sommergruppemødet.
Og det udsagn holder Peter Skaarup fredag fast i – trods den lydfil, der er kommet frem:
– Jeg står ved det, som jeg har sagt i byretten, siger Peter Skaarup til TV 2.
– Men jeg synes selvfølgelig, at det er godt, hvis der kommer oplysninger frem, der kan føre til et andet resultat i Landsretten, lyder det.
/ritzau/











