Røde Kors: Evakuerede afghanere skal forberedes på integration

    De evakuerede afghanere, der er indkvarteret på asylcentre rundt i Danmark, skal forberedes på den integrationsproces, der møder dem, når de kommer ud i landets kommuner.

    Det siger Anne la Cour, der er asylchef i Røde Kors.

    – Børnene vil komme i børnehave, og de er startet i skole. Inden længe vil vi også tilbyde voksenundervisning. Vi vil også gå i gang med en kompetenceafdækning, så vi kan se, hvordan vi kan give dem nogle aktiviteter, indtil de kommer ud i kommunerne, siger hun.

    Hun fortæller, at det er de samme tilbud, der bliver givet til alle asylansøgere.

    Da de evakuerede afghanere kom til Danmark, blev de først bragt til Center Sandholm. Siden er en del af dem blevet flyttet til en række andre centre.

    Omkring 140 af dem er kommet til Asylcenter Hviding i Ribe.

    Niels Bøgskov Frederiksen er områdeleder i Asylsyd, som Asylcenter Hviding hører til, fortæller, at de har modtaget de 140 personer på tre dage.

    – De kommer ind i det almindelige asylsystem nu, og det betyder, at vi skal have tilrettelagt noget undervisning og noget skolegang, siger han.

    Han fortæller, at det kun er børnefamilier, der er indkvarteret på Asylcenter Hviding, og at de seneste par dage er blevet brugt på at indkvartere familierne.

    – Vores fokus har været at få dem på værelset og få dem til at føle sig til rette og slappe af, siger han.

    Både Anne la Cour og Niels Bøgskov Frederiksen siger, at indkvarteringen er gået rigtig godt.

    – Det er gået fantastisk godt og i et virkelig godt samarbejde mellem myndighederne og os. De evakuerede har i høj grad været med til, at det er gået så fint, siger Anne la Cour.

    – Vi oplever, at det er en stor gruppe mennesker, som for det meste har meget stor omsorg for hinanden, siger Niels Bøgskov Frederiksen.

    De evakuerede afghanere skal bo på asylcentrene, indtil Folketinget vedtager en særlov, der giver dem midlertidigt ophold i Danmark.

    Anne la Cour håber, at der ikke går for lang tid med at vedtage loven.

    – Men vi mener bestemt godt, at vi kan give dem en god, aktiv og værdig hverdag, mens de venter på at komme ud i kommunerne, siger hun.

    /ritzau/