Politiet i Köln har fået en noget utraditionel opgave, efter at et særligt klædestykke er meldt forsvundet fra katedralen i Köln, Kölner Dom.
Ifølge politiet er der det særlige ved klædestykket, at der er en dråbe af den afdøde pave Johannes Paul II’s blod på det.
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigtPolitiet siger, at en gæst i kirken søndag morgen opdagede, at genstanden med klædestykket er væk. Gæsten sagde det til ansatte i kirken, og så kom politiet på sagen.
Klædestykket med pavens blod blev opbevaret i et glas ved en statue af pave Johannes Paul II, der var leder af den katolske kirke fra 1978 til sin død i 2005.
Politiet mener, at glasset er fjernet fra stedet på et tidspunkt mellem lørdag aften og søndag morgen.
Avisen Kölner Stadt-Anzeiger skriver mere præcist, at glasset er forsvundet mellem lørdag klokken 19.00 og søndag klokken 07.55.
– Selv om værdien af materialet er lav, så har det en høj åndelig værdi, siger Gerd Bachner, en ledende embedsmand i katedralen i en politierklæring.
Bachner opfordrer tyven til at levere glasset med pavens blod tilbage.
Kölner Stadt-Anzeiger skriver, at blodet kommer fra en prøve, som Johannes Paul gav kort før sin død i 2005.
Klædestykket har været i katedralen siden 2013.
Gerd Bachner siger ifølge avisen, at der ellers har været et æreskodeks blandt tyve.
– Domkirken stjæler man ikke fra, siger han og tilføjer:
– Pave Johannes Paul II bevægede hele verden. Han berørte mange mennesker og skabte eftertænksomhed. Jeg appellerer til, at gerningsmanden eller gerningsmændene besinder sig og afleverer glasset tilbage.
/ritzau/Reuters