Mads Pedersen viser uhyggelig styrke og vinder i Norge

    Den tidligere danske verdensmester Mads Pedersen viser storform i etapeløbet Tour of Norway.

    Lørdag var Trek-cykelrytteren i angreb på den afsluttende del af 3. etape, og da han blev hentet af feltet, besluttede han sig for at satse alt i spurten – og så vandt han.

    Mads Pedersen tog for nylig en flot spurtsejr i PostNord Danmark Rundt, og på lørdagens etape i Norge slog han hjemmebanefavoritten Alexander Kristoff (UAE) og hollandske Mike Teunissen (Jumbo-Visma) på stregen.

    – Det betyder rigtig meget at være tilbage i stimen, hvor jeg kører med om sejrene. Nu er det ikke Danmark, men Norge er så tæt på Danmark, som man kan komme, så det er dejligt, siger Mads Pedersen til TV2 Norge.

    Mads Pedersen blev hjulpet til sejr af især unge Mattias Skjelmose, som satte høj fart i feltet, indtil Mads Pedersen fra spids kørte en lang spurt hjem – ligesom han gjorde det i PostNord Danmark Rundt.

    Det lå ellers ikke i kortene, at Mads Pedersen skulle være stærkest i spurten. Han havde nemlig brugt mange kræfter kort forinden.

    Med 22 kilometer til mål gik han i udbrud og forsøgte at snuppe en solosejr. Men med godt ni kilometer til mål blev han hentet igen.

    Han kunne have valgt at sætte sig ned i feltet og slappe af, men han gav det et skud i spurten.

    – Jeg prøvede, og det lykkedes heldigvis med et kæmpe stykke arbejde fra de to ryttere, der var tilbage til at hjælpe mig.

    – Det var en dejlig dag i Norge, siger Mads Pedersen.

    Det er altså anden gang inden for få uger, at Mads Pedersen vinder en spurtsejr, og formen ser ud til at være i top.

    Det er positivt for danskerens muligheder for at vinde et nyt verdensmesterskab, når VM køres i Belgien i slutningen af september.

    /ritzau/