Konflikten mellem sygeplejersker og regioner er kørt fast, men regeringen vil stadig ikke blande sig.
Det slår beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) fast lørdag.
Tusindvis af sygeplejersker har strejket i lige over to måneder.
– Vi har ikke på noget tidspunkt haft og har stadig ikke et ønske om at gribe ind i den konflikt.
– Vi følger hele tiden situationen nøje, men kan kun opfordre parterne til at sætte sig sammen igen og finde en løsning på de tvister, der er, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).
Tirsdag sagde regionernes chefforhandler, Anders Kühnau (S), at forhandlingerne ikke kunne løse konflikten.
Samme melding lød fredag fra sygeplejerskernes formand, Grete Christensen.
I et brev sendt til statsminister Mette Frederiksen (S) skriver hun, at hun er nået frem til samme konklusion som regionerne.
– Derfor er der ikke længere tvivl om, at vi har brug for hjælp udefra, lyder det.
Sygeplejerskerne har strejket siden 19. juni, efter at medlemmerne i Dansk Sygeplejeråd (DSR) to gange stemte nej til det forslag til en ny overenskomst, de blev præsenteret for.
Undervejs har der været møder med arbejdsgiverne i landets regioner og kommuner. Men de er altså ikke endt med en løsning.
/ritzau/











