Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) fortæller til Ritzau, at alle lokalt ansatte i Afghanistan, der har bedt om evakuering, er evakueret.
Der er tale om de lokalt ansatte, der arbejdede for Danmark, da landet faldt, samt personer, der har været ansat inden for de sidste to år. De er dækket af en politisk aftale fra tidligere i august om personer, der skulle tilbydes evakuering.
– Det er lykkedes at få flere flyvninger til Danmark de seneste dage. Det betyder, at i alt 384 personer nu er fløjet til Danmark fra Afghanistan.
– Samlet set er det lykkedes at evakuere alle lokalansatte, der har taget imod tilbuddet om evakuering, og som har været ansat inden for de sidste to år, siger Jeppe Kofod og fortsætter:
– De er nu kommet til Danmark. Desuden er også langt størstedelen af deres familier kommer til Danmark. Vi mangler enkelte, men arbejdet fortsætter.
/ritzau/











