Endnu et fly med evakuerede sætter kurs mod København

    Et fly med evakuerede fra Afghanistan er natten til fredag lettet fra lufthavnen i Dubai med kurs mod Københavns Lufthavn.

    Det fremgår af flyovervågningsværktøjet FlightRadar24.

    Flyet lettede omkring klokken 04.10 lokal tid og forventes at lande i Københavns Lufthavn cirka klokken 09.20 fredag formiddag.

    Udenrigsministeriet har ikke tidligere villet oplyse, hvor mange der er på flyet, eller om der er afghanere eller danskere om bord.

    Der er dog tale om evakuerede. Danmark evakuerer blandt andre afghanere, der har arbejdet for den danske ambassade, og deres familier.

    Udenrigsministeren fra Pakistan, der hjælper Danmark med evakueringerne, har tidligere sagt, at hjælpen omfatter 431 afghanere.

    /ritzau/