Medie: Danske diplomater blev beordret ud af Kabul søndag

    De danske diplomater i Afghanistans hovedstad, Kabul, blev søndag beordret ud af landet, efter at Taliban havde generobret magten.

    Det skriver B.T. på baggrund af oplysninger fra unavngivne kilder.

    Det var ifølge kilderne med til at forsinke evakueringen fra Afghanistan. Det afviser Udenrigsministeriet dog over for Ritzau.

    Danmark er i gang med at evakuere egne statsborgere samt afghanere, der har arbejdet for Danmark i landet, og deres familier fra Afghanistan.

    Forsinkelsen i arbejdet skyldes, at det skal kontrolleres, at det er de rigtige personer, der bliver godkendt til evakuering.

    Først tirsdag eftermiddag var ambassadør Nathalia Feinberg tilbage i Kabul ledsaget af en tidligere ambassadør, skriver B.T.

    Ministeriet afviser dog blankt, at ambassadørens ophold i Pakistan forsinkede operationen:

    – Fra Islamabad fortsatte ambassadøren sit arbejde med at planlægge evakueringen og holde kontakt til de lokalt ansatte, oplyser Udenrigsministeriet til Ritzau i et skriftligt svar.

    Ifølge B.T. var det ikke med ambassadør Nathalia Feinbergs egen fri vilje, at hun blev fløjet ud af landet søndag. Beslutningen blev truffet i Udenrigsministeriet.

    Ministeriet oplyser til Ritzau, det var planen, at ambassadøren skulle være blevet i lufthavnen i Kabul.

    – På besked fra de ansvarlige danske sikkerhedsmyndigheder måtte det imidlertid i sidste øjeblik besluttes at tage ambassadøren med på flyet til Islamabad, skriver ministeriet.

    Torsdag morgen ankom 84 evakuerede med fly til København – primært afghanske tolke og deres familier. De kan blive to år i Danmark.

    Yderligere 320 er torsdag evakueret fra Kabul, kom det tidligere på dagen frem på et pressemøde.

    Hvor stort et antal lokalt ansatte og deres familier Danmark vil evakuere fra Afghanistan, er der ikke klarhed over.

    Udenrigsministeren fra Pakistan, der hjælper Danmark med evakueringerne, har tidligere sagt, at hjælpen omfatter 431 afghanere. Det er dog ikke bekræftet fra dansk side.

    /ritzau/