En kraftig granat bombe har torsdag dræbt mindst fem og såret 50 i Pakistan.
Eksplosionen fandt sted i byen Bahawalnagar i Punjab-provinsen. Den ramte et shiamuslimsk optog, skriver dpa.
Videooptagelser på sociale medier viser politi og ambulancer på gaden. Mindst 30 blev indlagt til behandling.
Over for AP bekræfter en ledende politimand i byen oplysningerne om bombeangrebet. Det samme gør den shiamuslimske leder Khawar Shafqat.
Shafqat fordømmer angrebet. Han opfordrer myndighederne til at øge sikkerhedsforanstaltningerne omkring religiøse ceremonier.
Myndighederne lukkede onsdag mobilnetværket over hele landet forud for den shiamuslimske helligdag Ashura.
For shiamuslimer er dagen afslutningen på en ti dage lang sørgeperiode.
Den årligt tilbagevendende ceremoni er en mindehøjtidelighed for profeten Muhammeds barnebarn, som er en af shiamuslimernes mest elskede helgener.
Ḥusayn ibn Ali var profeten Muhammeds barnebarn. Han led i år 680 martyrdøden under et slag.
Ashura-optogene finder sted mange steder i verden.
Shiamuslimerne er i mindretal i Pakistan, som er overvejende sunnimuslimsk. Ekstremistiske sunnimuslimer opfatter shiamuslimer, som frafaldne, der fortjener at dø.
Der er tiltagende frygt for vold mellem militante, islamistiske grupper. Især efter Talibans magtovertagelse i nabolandet Afghanistan.
Taliban i Pakistan opfattes som ideologisk sidestillet med Afghanistans Taliban.
/ritzau/dpa











