Brøndbys assistenttræner Jesper Sørensen forlader klubben for at overtage posten som U21-landstræner for Danmark.
Det skriver Brøndby på sin hjemmeside.
Jobbet som U21-landstræner blev ledigt, da spanske Albert Capellas takkede ja til et tilbud fra FC Barcelona om en trænerrolle.
Jesper Sørensen har de seneste sæsoner været assistenttræner for Niels Frederiksen i Brøndby og var med til at sikre det danske mesterskab i sidste sæson.
– Nu har jeg fået mulighed for at prøve kræfter med jobbet som U21-landstræner, og selv om jobbet i Brøndby er utroligt givende, og jeg føler, at jeg har bidraget til klubbens sportslige udvikling, så er dette en mulighed, jeg gerne vil forfølge, siger han til hjemmesiden.
/ritzau/











