Et dansk militærfly er landet i Kabuls lufthavn med danske diplomater, der tirsdag eftermiddag arbejder i lufthavnen.
Det bekræfter Udenrigsministeriet tirsdag eftermiddag klokken 17.
Ministeriet kan ikke oplyse, hvorvidt flyet vil bringe danske medarbejdere og afghanere, der har hjulpet Danmark, ud af Afghanistan og til Danmark.
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) skriver dog på Twitter, at “alle kræfter” sættes ind på “at evakuere folk ud af Kabul”.
– Kan bekræfte at danske diplomater er på jorden og operative i Kabul lufthavn
– De er stedkendte og har det fornødne lokalkendskab. Situationen er stadig ekstremt vanskelig. Vi sætter fortsat alle kræfter ind på at evakuere folk ud af Kabul via vores operative hub i Pakistan, skriver Kofod.
TV2 skriver, at det danske militærfly har til opgave af få danske borgere og afghanere, der har hjulpet Danmark, evakueret. Det oplyser kilder tæt på situationen, skriver TV2.
Det er også uvist, hvilket fly der er tale om.
To fly fra SAS er landet i Pakistans hovedstad, Islamabad, tirsdag, fremgår det af tjenesten Flightradar24, der overvåger flytrafik.
SAS har dog ikke villet oplyse, om de to fly deltager i evakueringen.
Desuden landende et fly fra det danske selskab DAT også i Islamabad mandag. DAT ville dog ikke oplyse, hvorfor flyet var sendt til Islamabad, skrev TV2.
Et dansk evakueringsfly måtte mandag aften opgive at lande i Kabuls lufthavn, har Udenrigsministeriet oplyst til Ritzau.
Danmark skal evakuere omkring 45 lokalt ansatte i Kabul og deres familier. Ifølge Pakistans udenrigsminister, Shah Mahmood Quershi, drejer det sig om i alt 431 afghanere.
Pakistan bistår Danmark i evakueringen.
En gruppe danskere og nordmænd blev søndag aften “under meget vanskelige omstændigheder” evakueret ud af Afghanistan.
Det er uvist, præcist hvor mange danske borgere, og hvor mange afghanske lokale ansatte, der mangler at blive evakueret.
/ritzau/











