Enhedslistens topstrateg vil danne regering uden S


    Hvis der efter næste folketingsvalg er rødt flertal, og Enhedslistens, SF’s og Alternativets mandater tilsammen tæller flere end Socialdemokraternes, så bør de tre førstnævnte venstrefløjspartier sammen danne regering.

    Hvis der altså samlet set er et rødt flertal.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Det mener Enhedslistens finansordfører og topstrateg, Pelle Dragsted, som lægger op til en såkaldt forandringsregering med bogstavkombinationen ÅØF.

    Dermed gør han op med den traditionelle tankegang, at Socialdemokraterne har serveretten, når der dannes rød regering, skriver Jyllands-Posten.

    – Fik vi muligheden for det, ville vi helst selv danne regering. Vi er ikke sat i verden for at bringe socialdemokratiske regeringer til magten, siger Dragsted til avisen.

    Enhedslisten har hidtil kaldt regeringsspørgsmålet urealistisk og hypotetisk. Dragsted understreger, at han udtaler sig for egen regning. Partiets folketingsgruppe har ikke diskuteret muligheden for at gå i regering med SF og Alternativet.

    Finansordføreren peger på, at man i eksempelvis Grækenland og Spanien har set venstreorienterede partier høste mange stemmer.

    – Vi ser nogle nye politiske kræfter vinde frem til de gamle partiers måben og frustration, siger Pelle Dragsted til Jyllands-Posten.

    Meldingen kommer, efter at gruppeformand Henrik Sass Larsen (S) har langet hårdt ud efter de andre oppositionspartier og meddelt, at Socialdemokraterne fortsat vil lave politik over midten og “ikke prøve at finde en median mellem Enhedslisten, Alternativet, SF, De Radikale og os”.

    Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, kalder meldingen fra Pelle Dragsted “spændende”. Elbæk har selv erklæret, at Alternativet på sigt går efter statsministerposten.

    I Ritzau Index, et vægtet gennemsnit af de seneste 15 toneangivende meningsmålinger, står Enhedslisten, SF og Alternativet i alt til 20 procents opbakning. Socialdemokraterne står til 25,8 procent af stemmerne.

    /ritzau/