Taliban: Vi har taget kontrol over præsidentpalads

    Taliban har søndag taget kontrol over det afghanske præsidentpalads, siger hærførere fra den militante bevægelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Den afghanske regering har ikke bekræftet oplysningen.

    Præsidentpaladset ligger i Afghanistans hovedstad, Kabul, som fra morgenstunden har været omringet af Taliban, der står på spring til at indtage byen.

    Samtidig melder den amerikanske ambassade i Kabul, at lufthavnen i Kabul muligvis er under beskydning.

    – Sikkerhedssituationen ændrer sig hurtigt i Kabul, heriblandt ved lufthavnen. Der er meldinger om, at lufthavnen er under beskydning. Derfor instruerer vi amerikanske borgere i at søge dækning, skriver ambassaden.

    Afghanistans præsident, Ashraf Ghani, har forladt landet og er angiveligt rejst til nabolandet Tadsjikistan.

    Det oplyste en højt placeret embedsmand i det afghanske indenrigsministerium søndag til Reuters.

    /ritzau/