850 nye coronatilfælde – indlagte stiger med 13

    Der er registreret 850 nye coronatilfælde det seneste døgn.

    Det oplyser Statens Serum Institut søndag.

    Det er sket på baggrund af 54.434 PCR-prøver, som er den testform, hvor man bliver podet i halsen.

    Andelen af smittede – den såkaldte positivprocent – er 1,56.

    Procentdelen har i august ligget mellem 1,27 og 1,90.

    Antallet af indlagte stiger med 13 til 107. Tallet har i august bevæget sig op og ned. Fra lavpunktet 54 i starten af måneden til 113 indlagte torsdag.

    15 patienter er indlagt på intensivafdelinger, og ni af dem får hjælp af en respirator til at trække vejret.

    Der er ét nyt coronarelateret dødsfald, oplyser seruminstituttet.

    Samlet set er 2560 personer afgået ved døden, efter at de tidligere har haft påvist covid-19.

    Det seneste døgn er der også foretaget 82.282 lyntest. De positive tilfælde herfra indgår dog ikke i smittetallene grundet usikkerhed ved testformen.

    Søndagens tal viser også, at knap 40.000 borgere er blevet vaccineret mod covid-19 det seneste døgn.

    Således har 74 procent af befolkningen påbegyndt vaccination, mens 64,6 procent er færdigvaccineret.

    /ritzau/