Talsmand siger Taliban vil respektere kvinders rettigheder

    En talsmand for Taliban Suhail Shaheen siger til den britiske tv-station BBC, at piger under et nyt islamistisk styre fortsat vil kunne gå i skole og studere, hvis de dækker deres ansigt til. De vil også kunne forlade deres hjem.

    Det havde piger og kvinder ikke lov til under Talibans styre fra 1996 til 2001.

    Han siger, at det er Talibans agt at respektere kvinders rettigheder.

    Det bliver op til domstolene at afgøre straffe som henrettelse, stening og amputationer af lemmer, lyder det videre fra talsmanden.

    Kommentaren falder, mens Taliban søndag har omringet Kabul og er på nippet til reelt at overtage magten i Afghanistan.

    /ritzau/