Øjenvidne i Haiti: Jeg hørte smertensskrig over alt

    Tilskadekomne og måske endda lig, der blev trukket ud af murbrokkerne i den lille haitianske by Les Cayes, der ligger omtrent 37 kilometer fra epicentret for jordskælvet i Haiti.

    – Jeg hørte smertensskrig, hvor end jeg gik.

    Sådan fortæller 38-årige Jean Marie Simon, der lørdag var vidne til det hidtil niende værste jordskælv i Latinamerika de seneste 25 år målt på antal omkomne, til Reuters.

    Hvad der var begyndt som en ganske almindelig dag tog en alvorlig drejning, da jordskælvet indtraf.

    Jean Marie Simon, der befandt sig på et lokalt marked i Les Cayes, løb øjeblikkeligt mod sit hjem for at se, om hans familie var i sikkerhed.

    Hans kone og toårige datter havde været i bad og stormede upåklædte ud på gaden, bare øjeblikke før familiens hus blev jævnet med jorden for øjnene af dem.

    Familien på tre søgte ly på gårdspladsen ved den lokale kirke, hvor også andre lokale havde indfundet sig oven på jordskælvet.

    – Der er stadig en masse efterskælv, og hver gang løber folk og råber. Mine ben ryster stadig, siger Jean Marie Simon.

    /ritzau/