Afgørelsens time nærmer sig for Messi i skattesag


    Det argentinske landshold med Lionel Messi i spidsen står foran at skulle jagte sin første triumf ved Copa America siden 1993, men det er næppe spillet på fodboldbanen, der i disse dage præger Messis tanker.

    Fra tirsdag og frem til torsdag er han sammen med sin far på anklagebænken i Barcelona i en retssag om skatteunddragelse, hvor de risikerer op til næsten to års fængsel.

    Sagen så dagens lys i 2013. Lionel Messi og hans far, Jorge Horacio Messi, er anklaget for i en periode fra 2007 til 2009 at have snydt den spanske stat for mere end 30 millioner kroner.

    Det skete ifølge anklageren ved hjælp af firmaer i udenlandsk skattely. Pengene var tjent gennem verdensstjernens sponsoraftaler.

    Den påståede skatteunddragelse er ifølge anklageren forestået af Jorge Horacio Messi, men anklageren mener, at Lionel Messi har været vidende omkring det, hvorfor han kan blive dømt som medskyldig.

    Både far og søn har afvist dette med henvisning til, at Lionel Messi alene har koncentreret sin om at spille fodbold, mens faderen har taget sig af den økonomiske del for Barcelona-spilleren.

    Anklageren er af en anden holdning og ønsker en fængselsdom på 22,5 måneder til dem begge samt bødestraf svarende til beløbet, der er blevet snydt for.

    Da den maksimale strafudmåling er på mindre end to år, er Lionel Messi ifølge spansk lov ikke forpligtet til at møde op til hele retssagen. Han kan i denne omgang nøjes med at møde op torsdag, når han ligesom sin far skal vidne i retten.

    Først derefter kan Messi slutte sig til landsholdskammeraterne i USA, hvor Argentina 6. juni indleder Copa America mod Chile, den forsvarende mester.

    /ritzau/afp