Den militante talibanbevægelse har lørdag indtaget byen Sheberghan, der er hovedstad i provinsen Jawzjan i det nordlige Afghanistan.
Dermed fortsætter gruppens igangværende fremmarch i landet.
– Regeringens styrker og embedsfolk har trukket sig tilbage i lufthavnen, lyder det fra Jawzjans viceguvernør, Qader Malia.
Talibans offensiv er taget til, i takt med at amerikanske styrker sammen med deres allierede – herunder danske – er begyndt at trække sig ud af landet.
Lørdagens erobring kommer, dagen efter at talibanbevægelsen sikrede sig en anden provinshovedstad i landet. Fredag indtog gruppen således byen Zaranj, der ligger i det sydvestlige Afghanistan.
USA er i øjeblikket ved at trække de sidste styrker ud af landet.
Den amerikanske præsident, Joe Biden, har meddelt, at alle soldater vil være ude af Afghanistan i slutningen af august.
De sidste danske soldater forlod Afghanistan 22. juni i år. Der har i alt været omkring 12.000 danske soldater i landet.
/ritzau/











