Der er registreret 865 nye coronatilfælde i Danmark

    Det seneste døgn er der 865 personer i Danmark, som har fået besked om, at de er testet positive for coronavirus.

    Det viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI) fredag.

    De 865 positive tilfælde er fundet blandt 60.097 PCR-prøver. Det er de prøver, hvor man podes i svælget.

    Andelen af positive tilfælde det seneste døgn er dermed 1,44 procent. Det er marginalt lavere end de foregående tre dage, men stadig til den høje side for juli.

    På landets hospitaler er 69 personer indlagt med coronavirus. Det er syv flere end i torsdagens opgørelse.

    Ud af de 69 er 12 indlagt på intensiv, og af dem får 10 hjælp af en respirator.

    Der er ikke registreret nogen coronarelaterede dødsfald det seneste døgn. Det betyder, at det samlede antal dødsfald under epidemien fortsat er 2552.

    /ritzau/