Den libanesiske, militante Hizbollah-bevægelse har fredag angiveligt sendt en byge af raketter afsted mod det nordlige Israel og Golanhøjderne.
Det hævder gruppen selv ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Der skal angiveligt være tale om hævn for israelske luftangreb dagen før.
I en udtalelse skriver Hizbollah ifølge nyhedsbureauet AP, at man har ramt “åbne områder” nær israelske positioner i grænseområdet.
Ifølge det israelske militær var der tale om mindst ti raketter. Størstedelen blev ifølge militæret opfanget af Israels forsvarssystem mod raketter.
Der er fredag formiddag ikke umiddelbart nogen meldinger om dræbte, kvæstede eller materiel skade efter angrebet.
Angrebet har udløst sirener i det nordlige Israel og Golanhøjderne, skriver AP.
Israels militærradio oplyser, at Israels militær fredag har gengældt angrebet ved at åbne ild mod dele af det sydlige Libanon. Området kontrolleres af den tungt bevæbnede, shiamuslimske Hizbollah-bevægelse.
Det er tredje dag i træk med uro i grænseområdet. Det har ifølge Reuters givet bekymring om, at Israel og Hizbollah kan være på vej mod en ny krig.
I 2006 udkæmpede de stridende parter en månedlang krig.
/ritzau/











