Navalnyjs hustru medbringer suppe under besøg i fængslet

    Den fængslede oppositionsleder i Rusland Aleksej Navalnyj har haft besøg af sin hustru i den fangelejr, han sidder i. Hustruen, Julia Navalnaja, fik lov til at være der i tre dage.

    – Jeg sad i fængsel i lidt tid. Mega cool, skriver den 45-årige Julia Navalnaja på Instagram sammen med et billede af sig selv uden for fængslet.

    Hun havde blandt andet taget en borsjtj, som er en russisk rødbedesuppe, og kirsebær med til sin mand.

    – Alt er meget anstændigt i Pokrov-fangelejren. Det ligner et tostjernet hotel. Der hænger endda malerier på væggene, skriver Julia Navalnaja.

    Fængslet ligger omkring 100 kilometer øst for den russiske hovedstad, Moskva.

    Aleksej Navalnyj er en af præsident Vladimir Putins største kritikere.

    Navalnyj blev i januar anholdt i en lufthavn i Moskva, da han vendte tilbage fra Tyskland, hvor han havde modtaget behandling for en forgiftning.

    Ifølge Navalnyj var det styret i Rusland, der havde forsøgt at forgifte ham. Det skete i forbindelse med en flyvning fra Sibirien til Moskva i august sidste år.

    I februar blev Navalnyj idømt en straf på to og et halvt års fængsel for svindel. Anklager, som han selv og uafhængige iagttagere betegner som politisk motiverede.

    Derefter blev hans bevægelse i juni stemplet som ekstremistisk. Det betyder, at medlemmer ikke kan stille op ved parlamentsvalget i Rusland i september.

    /ritzau/dpa