Hvad der engang var hovedpassagen for tusindvis af guldfeberramte amerikanere, er nu blot en gold og øde plet på det nordcaliforniske kort.
Skovbranden Dixie, der i de seneste tre uger har hærget i den amerikanske delstat, nåede for nylig byen Greenville, og torsdag kunne myndigheder oplyse, at en central passagevej i den historiske by er brændt ned til grunden.
– Trods en tapper indsats fra brandmænd, luftberedskab og ordensmagten for at beskytte liv og ejendom, fandt branden vej ind til Greenville, skriver det lokale beredskab i en pressemeddelelse torsdag.
Det er endnu uklart, hvor mange bygninger der er blevet ødelagt i Greenville, men talsperson for beredskabet Serena Baker siger ifølge avisen Los Angeles Times, at tre fjerdedele af byens bygninger er brændt ned.
Ingen er døde eller kommet til skade i forbindelse med branden. Indbyggere har søgt ly for ilden i nærliggende byer.
– Det var som en krigszone derude, siger indbyggeren Rhonda Reames ifølge Los Angeles Times til tv-stationen KXTV-TV.
Hun måtte se til, mens ilden åd træer, blæste ind over byen og fik gasflasker til at eksplodere.
Curtis Machlan, der bor i Greenville, men i øjeblikket befinder sig i udlandet, fortæller til Los Angeles Times, at han fik et opkald fra en kammerat, der fortalte ham, at hans hus var blevet reduceret til aske.
– Det er som at miste en, man har nær, siger han om huset, som gik op i flammer sammen med en livslang samling af memorabilia og familiearvestykker.
Branden Dixie har været i gang i cirka tre uger og berørt omkring 1300 kvadratkilometer land. Beredskabet i området oplyste torsdag morgen lokal tid, at 35 procent af branden var under kontrol.
Branden er blot den seneste i en række af voldsomme skovbrande, der har ramt Californien i de seneste år.
Delstatens fem mest voldsomme skovbrande er alle indtruffet inden for de seneste tre sæsoner for skovbrande. Dixie er indtil videre den sjette mest voldsomme skovbrand i delstatens historie.
/ritzau/











