SE TV-KLIPPET: Fireårig dreng ender i bur med 180 kilo tung gorilla


    Medarbejdere i en zoologisk have i den amerikanske delstat Ohio har skudt og dræbt en gorilla, efter at en fireårig dreng faldt ned i abens indhegning.

    Det oplyser Cincinnati Zoo, hvor optrinet fandt sted lørdag eftermiddag.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Drengen kravlede ifølge zoo-direktør Thane Maynard igennem en barriere og faldt herefter ned i en slags voldgrav.

    Den 17-årige hangorilla Harambe, der ifølge zooen vejer over 180 kilo, kravlede herefter ned i voldgraven og samlede den lille dreng op.

    Ifølge vidner slæbte den store menneskeabe herefter den skrigende dreng rundt i gorilla-indhegningen i adskillige minutter, skriver lokale medier ifølge AFP.

    Den zoologiske have besluttede at skyde med skarpt mod gorillaen i stedet for at forsøge at bedøve den, da der formentlig ville gå flere minutter, inden bedøvelsen ville begynde at virke.

    – Vores udrykningshold for farlige dyr vurderede, at der var tale om en livstruende situation. De reddede den lille drengs liv, siger Thane Maynard.

    – Vi har aldrig tidligere oplevet en situation som denne, tilføjer han.

    Det dødbringende skud blev affyret cirka ti minutter efter, at drengen var kravlet ind i gorilla-indhegningen.

    På sin hjemmeside beskriver Cincinnati Zoo Harambe som en ung silverback (hangorilla), der er “meget intelligent og nysgerrig”.

    Haven har fortsat ti gorillaer tilbage.

    /ritzau/