Ronaldo sikrer Real Madrid Champions League-trofæet


    Real Madrid kunne lørdag aften juble igennem på bekostning af lokalrivalerne fra Atlético Madrid.

    Real Madrid vandt Champions League-finalen i Milano over bysbørnene med 6-4 efter forlænget spilletid og en straffesparkskonkurrence, hvor Cristiano Ronaldo afgjorde det hele til sidst, efter at den ordinære spilletid var endt 1-1.

    Like localeyes.dk på Facebook

    For to år siden vandt Real Madrid turneringen over netop Atlético Madrid, da Sergio Ramos dengang fik udlignet til 1-1 i slutminutterne. Det gav også forlænget spilletid, og Real Madrid vandt dengang 4-1.

    Lørdag aften var Ramos igen Atléticos bøddel, da han bragte Real Madrid foran 1-0, mens Atlético brændte et straffespark, før udligningen kom 11 minutter før tid.

    Herefter sled spillerne sig igennem den forlængede spilletid, og til sidst sikrede Ronaldo Real Madrid den 11. triumf i den fornemste europæiske klubturnering.

    Real Madrid var statistisk set på en vanskelig opgave, da klubben før finalen blot havde vundet en enkelt gang i de seneste ti opgør mellem de to klubber.

    Casemiro var tæt på at score efter et hårdt indlæg fra Bale efter fem minutter, hvor opgøret havde højt tempo, og der blev spillet med musklerne.

    Efter 14 minutter sørgede Sergio Ramos så for Real-jubel og Atlético-tårer.

    Gareth Bale snittede et frispark videre, og Ramos fik foden på bolden til 1-0 i en tvivlsom situation, der så ud til at være offside.

    Atlético måtte skubbe den bageste kæde frem, og Antoine Griezmann forsøgte sig, men afslutningen var lige på Keylor Navas i Real-målet.

    Atlético gik til pause bagud 0-1, og holdet lagde ud med lyn og torden efter pausen. Anden halvleg var dårligt fløjtet i gang, før Atlético fik tilkendt et straffespark, da Pepe nedlagde Fernando Torres i feltet.

    Antoine Griezmann gik til bolden, men hamrede den på overliggeren. Efter skuffelsen pressede Atlético på, mens Real havde svært ved at ramme niveauet.

    Det trak op til scoringer, og både Koke og Saul Niguez forsøgte sig. 20 minutter før tid var Karim Benzema alene igennem, men afslutningen blev klaret af Atléticos målmand Jan Oblak.

    Real formåede ikke at lukke kampen, og i stedet slog Atlético tilbage og udlignede til 1-1. Med 11 minutter igen dukkede indskiftede Yannick Carrasco op og sendte med indersiden bolden i mål efter et flot oplæg fra Juanfran.

    I den forlængede spilletid befandt flere spillere sig på det yderste af deres fysiske formåen, og da der ikke blev scoret, skulle det hele afgøres efter straffesparkskonkurrence.

    Her scorede Lucas, Marcelo, Bale og Sergio Ramos for Real Madrid på de fire første spark, mens Griezmann, Gabi og Saul Niguez gjorde det samme på Atléticos første tre spark.

    Herefter misbrugte Juanfran, og Cristiano Ronaldo kunne afgøre det hele og skyde Real Madrids fest i gang.

    /ritzau/