Kongeskibet Dannebrog leder efter synkende kutter

    Kongeskibet Dannebrog, en helikopter og flere andre enheder er sat ind sydøst for Hjelm i Kattegat.

    Forsvaret modtog omkring klokken seks mandag morgen en melding fra en kutter med to om bord, der var ved at synke.

    – Dannebrog var i området og går selvfølgelig ind, når der bliver kaldt mayday, siger Michael Bech Svendsen, der er vagthavende officer hos Forsvaret.

    Han fortæller desuden, at ud over den ene helikopter, der allerede er på stedet, er en til på vej. Derudover er der også fritidssejlere, der hjælper til med at finde kutteren.

    Enhederne har kort efter klokken syv mandag morgen ikke fundet kutteren.

    Kongeskibet Dannebrog, der tidligere på måneden har haft dobbelt motorstop, sejler igen.

    Lørdag gik dronningen om bord på skibet i København. Søndag stævnede det ud og sejlede mod Aalborg. Derfra skal regenten videre til Trend for at tage ophold.

    /ritzau/