USA er en stormagt i basketball, men holdet fik en særdeles skidt start på sit forsvar af OL-titlen.
Søndag eftermiddag dansk tid tabte holdet højest overraskende til Frankrig med 76-83.
USA var ellers foran meget af kampen, og midt i fjerde periode stod den endda 74-67 i amerikansk favør, inden det gik helt galt for amerikanerne.
Den amerikanske stjerne Kevin Durant, der 11 gange har været en del af allstarholdet i NBA, scorede blot 10 point i kampen.
Nederlaget var USA’s første ved et OL siden 2004 og det kun sjette nederlag nogensinde ved et OL.
Omvendt har holdet vundet 139 kampe ved OL, og det har givet 15 gange guld, skriver Reuters.
Frankrig slog ved VM 2019 også USA. Dengang var der tale om en kvartfinale.
Specielt Evan Fournier havde en stærk kamp for Frankrig med sine 28 point i opgøret.
28-årige Fournier har ligesom fire af sine holdkammerater fra Frankrig spillet i NBA siden 2012. Fournier skiftede tidligere i år fra Orlando Magic til Boston Celtics.
/ritzau/











