USA’s gymnastikstjerne når OL-finale på yderste mandat

    Den amerikanske gymnast og et af USA’s helt store medaljehåb ved OL, Simone Biles, var yderst tæt på at misse finalen i disciplinen forskudt barre.

    Den regerende olympiske mester i mangekamp og vinder af i alt fire guldmedaljer ved OL i Rio fik kun tiendebedste score af alle i disciplinen, hvor kun otte går videre til finalen.

    Men amerikaneren reddede sig alligevel en finaleplads.

    Det sker, fordi hver nation kun kan have to finaledeltagere.

    Da alle fire russere sluttede i top-8, kommer Biles altså alligevel videre på yderste mandat.

    Biles vandt i alt fire guldmedaljer ved OL i Rio i 2016, og forventningen er, at hun overgår den høst i Tokyo.

    Her kan hun nu vinde seks medaljer. Foruden disciplinen forskudt barre er Simone Biles også klar til finalen i bom, øvelser på gulv, mangekamp og spring over hest.

    Derudover kan hun vinde guld med USA i holdkonkurrencen, hvor amerikanerne øjeblikkeligt er nummer to.

    /ritzau/