Amerikansk golfstjerne får corona og misser OL

    Et af golfsportens største navne kommer alligevel ikke med til OL.

    Amerikanske Bryson DeChambeau er blevet testet positiv for coronavirus og misser dermed legene i Tokyo.

    Det oplyser PGA Touren på Twitter.

    Patrick Reed overtager DeChambeaus plads på USA’s OL-hold, der består af fire spillere i alt. Ud over Reed er Justin Thomas, Xander Schauffele og Collin Morikawa med.

    Sidstnævnte vandt i sidste weekend den britiske majorturnering The Open.

    Herrernes golfturnering ved OL afvikles fra torsdag til søndag i den kommende uge. Danmark stiller op med Joachim B. Hansen og Rasmus Højgaard.

    /ritzau/