Offentlige skoler i den amerikanske storby Chicago vil kræve brug af mundbind, når det nye skoleår begynder, uanset elever og læreres vaccinationsstatus.
Det viser nye retningslinjer fra skolerne, som netop er blevet offentliggjort, skriver The New York Times.
Med beslutningen slutter Chicago sig til blandt andet New York City og delstaten Californien, som i forvejen har indført strengere sundhedsrestriktioner for elever og lærere end dem anbefalet af den føderale regering.
I et brev til forældre og lærere i det offentlige skolesystem skriver Jose Torres, som er administrerende direktør for Chicagos offentlige skoler, at kravet om at bære mundbind vil gælde for elever, medarbejdere og besøgende.
– Ved at fortsætte med at kræve brug af mundbind vil vi sikre, at de i vores skolesamfund, som endnu ikke er berettiget til en covid-19-vaccine, hvilket er størstedelen af vores elever, fortsat føler sig trygge, skriver Jose Torres ifølge The New York Times.
USA’s Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC) offentliggjorde tidligere i juli en ny vejledning, der opfordrer til en fuld tilbagevenden til klasselokalerne til efteråret.
Samtidig lød anbefalingen fra CDC, at brug af mundbind bør være valgfrit for fuldt vaccinerede elever og ansatte.
/ritzau/











