Benægtelse af folkedrabet i Srebrenica i 1995 og glorificering af dømte krigsforbrydere vil snart være en strafbar handling i Bosnien-Hercegovina.
Det blev vedtaget af østrigeren Valentin Inzko, der er det internationale samfunds repræsentant i landet, fredag.
Vedtagelsen kommer, mere end et kvart århundrede efter at cirka 8000 bosniske drenge og mænd blev dræbt af serbiske soldater i byen Srebrenica i dagene fra 12. til 20. juli 1995.
Tidligere forsøg på at nedfælde en sådan lovgivning er mislykkedes i det bosniske parlament. Hovedsageligt på grund af modstand fra etniske serbiske politikere.
Den nye ændring af landets straffelov træder i kraft den 31. juli, oplyser Valentin Inzko.
Ændringen betyder, at benægtelse af folkedrabet kan straffes med op til tre års fængsel i balkanlandet.
Hvis gerningsmanden er en offentlig embedsmand, kan der føjes yderligere tre års fængsel til straffen. Og hvis handlingen er ledsaget af trusler og fornærmelser, kan der føjes endnu tre år til.
De, der offentligt anerkender dømte krigsforbrydere, kan ligeledes straffes med fængsel i op til tre år.
/ritzau/dpa











