707 personer er testet positive for coronavirus

    Yderligere 707 personer i Danmark er det seneste døgn blevet testet positive for coronavirus.

    Det viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI) fredag.

    De 707 smittetilfælde er blevet fundet i 73.870 PCR-prøver. Det er de prøver, hvor man bliver podet i svælget.

    – Det har været en meget stabil periode. Vi har haft snart mange dage med et pænt stort smittetal, som jo helt tydeligt foregår i en ganske bestemt aldersgruppe – netop de 20-29-årige, siger Åse Bengaard Andersen, ledende overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Rigshospitalet.

    Siden 18. juli har smittetallet været under 1000.

    Det nuværende smitteniveau bekymrer ikke Åse Bengaard Andersen.

    – Man skal ikke være bekymret ud fra et hospitalssynspunkt, fordi vi kan se, at der jo heldigvis ikke sker noget på indlæggelsestallet. Så overordnet betragtet er det stadig en situation, der er under kontrol, siger hun.

    På landets hospitaler er der nu 55 patienter indlagt med coronavirus. Det er to færre end torsdag.

    – Men for den enkelte kan det sagtens betyde, at ens ferie ryger en tur i vasken, hvis man bliver smittet, tilføjer hun.

    Andelen af positive prøver i forhold til det samlede antal foretagne prøver giver en positivprocent på 0,96. Det er det laveste siden 18. juli.

    Af de 55 indlagte er 11 indlagt på intensiv, og seks får hjælp af en respirator.

    Det seneste døgn er der også blevet foretaget 139.423 lyntest, som er de test, hvor man podes i næsen.

    Positive resultater fra lyntest indgår dog ikke i de daglige opgørelser fra SSI. Det skyldes, at resultater fra lyntest ikke er lige så pålidelige som resultater fra PCR-prøver.

    Der er ikke registreret nye dødsfald blandt coronasmittede det seneste døgn. Derved er det seneste coronarelaterede dødsfald fortsat blevet oplyst 17. juli.

    I alt er 2542 personer i Danmark døde, mens de har været smittet.

    I myndighedernes vaccinationsindsats har 4.042.804 borgere fået første stik med coronavaccine. Det svarer til 69,1 procent af den samlede befolkning.

    Samtidig er 2.872.380 borgere færdigvaccinerede. Det svarer til 49,1 procent af befolkningen.

    /ritzau/