Politiet anholder tre mænd i sag om frihedsberøvelse

    Københavns Politi har torsdag anholdt tre mænd fra det kriminelle miljø i København på henholdsvis 24, 24 og 25 år, som er sigtet for frihedsberøvelse, grov vold og afpresning.

    Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

    Mændene er sigtet for sammen med andre gerningsmænd at have frihedsberøvet en mand på gaden i Brønshøj den 7. juli.

    Manden er under frihedsberøvelsen blevet udsat for grov vold og afpresning, skriver politiet.

    Politiet beskriver i pressemeddelelsen, at de anholdte har arbejdet sammen med “uidentificerede gerningsmænd”, og vicepolitiinspektør og leder for afdelingen for organiseret kriminalitet Knud Hvass vil da heller ikke udelukke, at der kommer flere anholdelser i sagen.

    – Vi kan desværre ikke gå i yderligere detaljer på nuværende tidspunkt, siger han i pressemeddelelsen.

    Knud Hvass glæder sig dog over, at tre personer er blevet anholdt, og at det lykkedes politiet at finde manden, som befandt sig på en landejendom på Midtsjælland.

    – Det er en alvorlig og grov sag, som vi har haft en intens efterforskning af for at finde den frihedsberøvede mand. Det lykkedes heldigvis i går.

    Ifølge Ekstra Bladet er der tale om en yngre mand, som har været forsvundet igennem de sidste to uger. Avisen erfarer, at manden blev fundet i god behold.

    Ifølge avisens oplysninger er sagen en del af et opgør i det kriminelle miljø.

    Konflikten skulle bestå i, at manden mistænkes for at have snydt gerningsmændene eller deres bekendte i en sag om narko.

    De anholdte fremstilles i grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg klokken 12 fredag.

    /ritzau/