Maja Jager skyder sig ind på en 25.-plads ved første OL-runde

    Den danske bueskytte Maja Jager endte på en 25.-plads ved kvindernes rangeringsrunde ved OL i Tokyo natten til fredag dansk tid.

    Den tidligere verdensmester sluttede dermed i den bedste halvdel, og danskeren var efterfølgende godt tilfreds med sin præstation.

    – Det var super fedt at komme i gang. Jeg skulle lige vænne mig til det hele over de første par runder.

    – Der var lidt vind, der generede lidt, men det var ens for alle. Bagefter kan vi se, at alle har tabt lidt på det.

    – Generelt er jeg tilfreds med min skydning og min proces, siger Maja Jager.

    I nattens runde satte Maja Jager 20 pile i 10’eren og endte på 649 point ud af i alt 720 mulige.

    Øverst i tabellen finder man et imponerende felt af stærke sydkoreanere.

    An San, der kom ind som nummer et med 36 pile i 10’eren og i alt 680 point, slog samtidig den olympiske rekord fra 1996.

    Den 28. juli 1996 lavede ukrainske Lina Herasymenko 673 point ved OL i Atlanta i USA.

    På anden- og tredjepladsen ved nattens kvalifikationsskydning finder man Jang Min-hee og Kang Chae-young med henholdsvis 677 og 675 point. De overgik altså også rekorden fra 1996.

    Selv samme Kang Chae-young er indehaver af den nuværende verdensrekord på 692 point, som hun satte i juni 2019.

    Maja Jager vandt VM-guld i 2013 og har siden hentet sølv ved både EM og European Games.

    Alle deltagere i kvindernes recurve-disciplin skal i aktion i den første egentlige runde på tirsdag. Næste fredag skydes der om medaljer.

    /ritzau/