Coronatest skal løse problem med tomme hylder i Storbritannien

    Daglige coronatest skal tillade ansatte i Storbritanniens fødevaresektor at droppe isolationskrav og arbejde videre, hvis de bliver testet negative.

    Det oplyser den britiske regering torsdag.

    Initiativet skal løse problemet med, at flere britiske supermarkeder mangler varer på hylderne, fordi mange medarbejdere bliver tvunget i isolation som nære kontakter til smittede.

    Også leverandører til supermarkederne er pressede af mange hjemsendte medarbejdere. Det øger også risikoen for flere tomme hylder.

    Problemet er opstået, efter at Storbritannien tidligere på ugen ophævede stort set alle restriktioner. Siden er antallet af coronatilfælde steget til næsten 50.000 om dagen, og derfor er antallet af nære kontakter også røget i vejret.

    I Storbritannien skal man gå i isolation i ti dage, hvis man er nær kontakt, selv hvis man er færdigvaccineret.

    Men nu er regeringen altså klar til at gøre en undtagelse for folk i fødevaresektoren.

    Derfor vil der allerede i denne uge blive sat testklinikker op ved de vigtigste distributionscentre for landets supermarkeder.

    I næste uge er målet at have 500 testklinikker sat op.

    – Samtidig med at vi håndterer dette virus og gør alt, hvad vi kan for at bryde smittekæder, skal daglige test af arbejdere i denne vitale sektor hjælpe med at minimere forstyrrelser forårsaget at et stigende antal smittede i de kommende uger, siger sundhedsminister Sajid Javid.

    Regeringen understreger torsdag, at flere af cheferne for landets største supermarkedskæder har oplyst, at problemet med tomme hylder ikke er udbredt.

    – Store mængder varer bliver leveret til vores butikker hver eneste dag. Vores kolleger arbejder hårdt på, at de kommer på hylderne, så hurtigt, som de kan, siger en talsmand for Sainsbury’s, der er Storbritanniens andenstørste supermarkedskæde.

    Han erkender dog, at kunderne for tiden måske ikke kan finde præcist det produkt, de ønsker.

    /ritzau/Reuters