I et forsøg på at dæmme op for smittespredningen i Italien strammer landet sine coronaregler fra 6. august.
Fra den dato kræver det således, at man er vaccineret, tidligere har været smittet eller kan fremvise en negativ test, hvis man vil en tur i fitnesscenter eller på museum.
Det meddeler det italienske ministerråd torsdag aften.
Samtidig oplyser rådet, at den nuværende nødretstilstand i Italien som følge af pandemien vil blive forlænget til slutningen af året.
Udmeldingen kommer som reaktion på en markant stigning i antallet af smittetilfælde på det seneste, især blandt unge mennesker.
– Delta-varianten er truende, fordi den spreder sig hurtigt, siger premierminister Mario Draghi.
Imens opfordrer sundhedsminister Roberto Speranza folk til at blive vaccineret.
/ritzau/dpa











