Virksomheder udnytter SU-systemet for udenlandske studerende. Med en smart finte presser arbejdsgivere de studerende til at arbejde som gratis eller underbetalt arbejdskraft.
Det fremgår af TV 2-programmet Operation X torsdag.
Virksomhederne kan presse de studerende, fordi en EU-dom i 2013 slog fast, at EU-borgere, der studerer på en uddannelse i Danmark, også kan modtage dansk SU, hvis de arbejder mindst ti timer om ugen.
Med det i baghovedet har flere studerende, som står frem i programmet, taget et arbejde. Et arbejde, som giver dem ret til SU, men som ikke bliver betalt med den løn, det på papiret burde.
En af de studerende er Max Voloaga fra Rumænien. Han startede i 2011 på uddannelsen “hospitality and tourism management” på University College Nordjylland i Aalborg.
Han blev senere ansat hos virksomheden Bogø Sandwich.
– Ejeren forklarede, at de ville hjælpe mig med SU. De ville dybest set give mig SU, det var deres ord. Jeg tænkte, det lød mærkeligt, da det jo er den danske stat, der giver SU til studerende med et arbejde, siger Max Voloaga til TV 2.
Han fik en ansættelseskontrakt, hvor aftalen formelt var 43 timers arbejde om måneden til en timeløn på 95 kroner. Realiteten var en anden. Han arbejdede 90-100 timer om måneden, men fik ikke mere i løn. Så timelønnen var i stedet 40-45 kroner.
Af en SMS-korrespondance fremgår det, at arbejdsgiveren forklarer Max Voloaga, at det skyldes, at han bliver hjulpet til at få SU.
Til programmet siger direktøren for Bogø Sandwich, Akram El-Hajj, at den lave løn skyldes, at nogle studerende bare arbejder langsommere end andre.
– Nogen arbejder 100 timer, nogen arbejder ikke 100 timer. Det er jo deres problem, at de arbejder så meget. Dem der arbejder langsomt, det er jo op til dem, at de får den timeløn (45 kroner i timen, red.), siger direktøren til TV 2.
Efter EU-dommen er udbetalingen af SU til udenlandske studerende steget betydeligt. I 2013 udbetalte staten 97 millioner kroner, mens tallet i 2015 var steget til 321 millioner kroner.
/ritzau/