820 nye coronasmittede i Danmark det seneste døgn

    Der er registreret 820 coronatilfælde i Danmark det seneste døgn.

    Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

    De 820 tilfælde er fundet på baggrund af 84.349 PCR-prøver, hvor man bliver podet i halsen. Det giver en positivprocent – andelen af smittede – på 0,97. Det er omtrent på niveau den seneste uges tid.

    Antallet af indlagte forbliver på 50, hvilket ligeledes er på niveau med de foregående syv dage. Af de indlagte er ti på intensiv, hvoraf syv har brug for respirator.

    Der er ikke registreret nogen nye coronadødsfald. Dermed er status fortsat, at i alt 2542 personer har mistet livet med coronavirus i Danmark under epidemien. Tallet har ligget på mellem nul og en død om dagen siden 19. juni.

    Der er også blevet foretaget 155.518 antigentest – også kaldet lyntest – de seneste 24 timer. Resultaterne af disse tages dog ikke med i de daglige smittetal, da de er forbundet med større usikkerhed end PCR-prøverne.

    Hvis man testes positiv via en lyntest, opfordres man til at tage en PCR-test.

    Det seneste døgn er yderligere 54.323 personer blevet færdigvaccineret. Dermed er over 2,7 millioner borgere færdigvaccinerede i Danmark. Det svarer til 46,3 procent af befolkningen.

    /ritzau/