Everton suspenderer førsteholdsspiller på grund af politisag

    Everton har suspenderet en unavngiven førsteholdsspiller, mens Premier League-klubben venter på resultatet af en politiefterforskning.

    Det oplyser fodboldklubben tirsdag uden at gå yderligere i detaljer.

    – Klubben vil fortsætte med at støtte myndighedernes efterforskning og vil ikke komme med flere udtalelser på nuværende tidspunkt, skriver Everton på holdets hjemmeside.

    Everton forbereder sig i øjeblikket til den nye sæson efter senest at være endt på en tiendeplads i Premier League.

    Holdet udnævnte tidligere på sommeren Rafael Benítez som ny manager til at tage over for Carlo Ancelotti.

    Spanieren har tidligere stået i spidsen for Evertons ærkerival Liverpool.

    Holdet indleder den nye sæson 14. august mod Southampton på hjemmebane.

    /ritzau/Reuters