Premierminister Boris Johnson går i fuld karantæne, efter at han har været i nær kontakt med en person smittet med covid-19. Det oplyser Downing Street søndag.
Johnson og hans finansminister, Rishi Sunak, er begge berørt af regler om selvisolation. Men de skabte i første omgang furore ved at meddele, at de ville deltage i en af regeringens forsøgsordninger, som ville give dem mulighed for at fortsætte deres arbejde.
Men det har de nu begge opgivet efter at hård kritik fra oppositionen. Det siger en talsperson for regeringen.
De vil dermed kun deltage i møder digitalt i den kommende uge.
Den nye situation er opstået på et tidspunkt, hvor Johnsons konservative regering gør klar til at ophæve de fleste af de tilbageværende pandemi-restriktioner i England mandag.
Premierministeren og finansministeren blev kontaktet af de nationale sundhedsmyndigheder, fordi smitteopsporingen havde registeret, at de havde været i kontakt med covid-19 smittede.
I Danmark behøver man ikke at gå i selvisolation, selv om man er nær kontakt, hvis man er færdigvaccineret, eller hvis man har overstået infektion med coronavirus inden for de seneste 12 måneder.
Den britiske sundhedsminister, Sajid Javid, bekræftede lørdag, at han var blevet testet positiv for covid-19. Han er gået i isolation i 10 dage.
Javid havde et “længere” møde med Johnson fredag, skriver The Sunday Times.
Boris Johnson var selv smittet med covid-19 sidste år og var i livsfare.
Javid er ny som sundhedsminister. Han overtog posten sidst i juni efter Matt Hancock, som gik af fordi han havde brudt de gældende coronarestriktioner.
Javid har modtaget begge doser covid-vaccine, og hans symptomer er “meget milde”.
Planen om at ophæve de fleste restriktioner fra mandag er stærkt omstridt, da flere forskere mener, at regeringen bringer hele sundhedssektoren i fare.
For første gang siden januar er det daglige antal registrerede smittetilfælde oppe på over 50.000, og Javid har advaret om, at tallet kan blive fordoblet i de kommende uge.
Men regeringen fremhæver, at to tredjedele af den voksne befolkning nu er fuldt vaccineret, og at de forskellige risici kan håndteres.
Mange medier kalder mandag “frihedsdagen”.
/ritzau/AFP











