Mindst 15 er døde efter et jordskred i det vestlige Indien. Det oplyser lokale embedsfolk tidligt søndag morgen dansk tid.
Det er kraftig nedbør gennem det seneste døgn, der har ført til jordskred i to forstæder til Mumbai. Jordskreddene har fået flere huse til at kollapse, og det har kostet menneskeliv.
I et af nabolagene var en god håndfuld huse beliggende lige for foden af en forhøjning. De styrtede sammen oven i hinanden, fortæller embedsfolkene.
Billeder fra stedet viser ifølge nyhedsbureauet, at redningsfolk med deres hænder forsøger at grave folk frem fra jorden. Mindst fire kvæstede er bragt til hospitalet.
Ifølge lokale myndigheder kan flere personer være fanget i murbrokkerne.
Det er langtfra første gang, at der er et fatalt jordskred i det sydasiatiske land.
I august sidste år blev over 20 personer dræbt, da en oversvømmelse som følge af monsunregn førte til et jordskred i Kerala i det sydlige Indien, har BBC berettet.
Og i februar i år meldte indiske myndigheder ifølge Reuters om over 200 døde i bjergkæden Himalaya. Også her menes et jordskred at være skyld i ulykken.
Jordskred er ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) ganske udbredt og kan forekomme overalt i verden.
De bliver typisk forårsaget af voldsom regn, tørke, jordskælv eller vulkanudbrud, og klimaforandringer og stigende temperaturer forventes at kunne føre til flere jordskred med tiden, særligt i bjergområder med sne og is.
Når der sker et jordskred, bevæger jord, sten eller andet materiale sig ned ad en skråning, og det kan være livsfarligt.
En opgørelse fra WHO viser, at i omegnen af 4,8 millioner mennesker verden over blev påvirket af jordskred fra 1998 til 2017. Over 18.000 døde som følge af jordskred i samme periode.
/ritzau/AFP











