I oktober sidste år blev FC København-backen Guillermo Varela sendt på leje i Dynamo Moskva, og nu bliver skiftet permanent.
FCK oplyser således på sin hjemmeside, at klubben har solgt uruguayaneren til den russiske klub.
– Det er en god løsning for både Guillermo og os, siger FCK-sportsdirektør Peter Christiansen.
Med en fortid hos blandt andet storklubben Manchester United kom Guillermo Varela til FCK i begyndelsen af 2019, og forventningerne var blandede, fordi han i sin tid i Eintracht Frankfurt havde haft disciplinære problemer.
Tiden i FCK blev aldrig nogen stor succes, men Varela nåede at spille 53 kampe for klubben, inden han blev sendt til Dynamo Moskva på lejeophold.
– Han har gjort det fint i Rusland, og vi er dækket ind på de positioner, han dækker, siger Peter Christiansen.
– Nu får han muligheden for at fortsætte i en stærk liga, og vi får en økonomisk fornuftig løsning. Vi ønsker ham alt det bedste i fremtiden.
Guillermo Varela, der har spillet fem landskampe for Uruguay, har fået en toårig kontrakt i Moskva.
– Jeg kan godt lide Rusland og især Dynamo. Jeg er tilfreds med alt – klubbens ambitioner og niveauet i ligaen, siger han til klubbens hjemmeside.
/ritzau/











