Det første covid-19-tilfælde i OL-byen i Tokyo i Japan er lørdag blevet bekræftet.
Det skriver nyhedsbureauet AFP, seks dage inden at legene begynder.
Den smittede er en person, som er rejst ind i Japan og tager del i arbejdet med at organisere OL, skriver nyhedsbureauet Reuters.
– Der var en person i OL-byen, siger Masa Takaya, der er talsmand for OL-organisationskomitéen, ved et pressemøde.
– Det er det første tilfælde i OL-byen, som er blevet indberettet under screeningtestene, fortsætter Takaya.
Nationaliteten på den smittede oplyses ikke af hensyn til personens privatliv.
OL i Tokyo er blevet udskudt fra 2020 til i år på grund af coronapandemien.
Atleterne begyndte at tjekke ind i OL-byen tirsdag.
Der er indført omfattende karantæneregler og coronarestriktioner i forbindelse med legene.
Blandt andet bliver OL stort set uden tilskuere.
Den smittede er blevet transporteret væk fra OL-byen, hvor der skal bo tusindvis af atleter og folk, som er med til at arrangere legene.
Arrangørerne melder, at personen befinder sig på et hotel og skal være 14 dage i karantæne.
I Japan er flere atleter og andre personer med tilknytning til OL allerede blevet testet positive op til legene ifølge mediet Inside The Games. Men ingen af smittetilfældene har hidtil befundet sig i OL-byen.
Den japanske offentlighed har været skeptisk over for afviklingen af OL, da landet fortsat kæmper med at få coronasmittetallene under kontrol.
/ritzau/











