Dommer kender omstridt amerikansk migrantordning ulovlig

    En føderal dommer i Texas har fredag blokeret godkendelsen af nye ansøgninger til den omstridte migrantordning Daca.

    Dommeren anser således ordningen for at være i strid med loven, fremgår det af en afgørelse.

    Ordningen blev oprindelig indført af daværende præsident Barack Obama i 2012.

    Den beskytter tusindvis af indvandrere, der bor i USA efter at være ankommet illegalt som børn, mod udvisning.

    Men med fredagens afgørelse bliver der endnu engang stillet spørgsmålstegn ved deres fremtid i USA.

    Bag afgørelsen står distriktsdommer Andrew Hanen, som har taget stilling til et søgsmål fra en gruppe af amerikanske delstater.

    Staterne mener, at Obama overskred sine beføjelser, da han oprettede Daca-ordningen. Det mener dommer Andrew Hanen også.

    I afgørelsen skriver Hanen dog, at de cirka 650.000 mennesker, som lige nu opholder sig i USA på ordningen, ikke umiddelbart vil blive påvirket af kendelsen.

    Det kræves således ikke af regeringen, at den “skrider til handling over for Daca-modtagere i forhold til immigration og deporteringer”, fremgår det af dommen.

    Hanen udtaler, at amerikanske myndigheder fortsat kan modtage nye ansøgninger. De kan bare ikke godkende dem.

    Biden-administrationen ventes ifølge New York Times at appellere kendelsen. Hvis ikke Kongressen forsøger at gribe ind, ventes spørgsmålet om Daca-ordningens lovmæssighed i sidste ende at skulle for USA’s Højesteret.

    Daca står for “Deferred Action for Childhood Arrivals”.

    /ritzau/Reuters