Antallet af smittede og indlagte stiger i USA, mens Delta-varianten spreder sig.
Det skriver nyhedsbureauet dpa fredag.
Dermed bliver især amerikanere, som ikke er blevet vaccineret, udsat for fare, lyder det fra USA’s Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC).
I løbet af de seneste syv dage er antallet af indlæggelser steget med 36 procent i forhold til ugen forinden i USA.
Dagligt blev der den seneste uge i gennemsnit indlagt omkring 2790 amerikanere med covid-19. Cirka 97 procent af dem var uvaccinerede.
– Der er en klar besked i dette: Det her en pandemi for de uvaccinerede, siger direktøren for CDC, Rochelle Walensky, fredag ifølge dpa.
Hun opfordrer indtrængende amerikanere til at lade sig vaccinere.
Samtidig indleder Det Hvide Hus en kamp mod misinformation om vacciner. Det skriver CNN.
Talsperson i Det Hvide Hus Jen Psaki opfordrer således tech-giganter som Facebook til at få styr på en meget lille gruppe af mennesker, der ifølge den amerikanske regering står for en stor del af misinformationen på sociale medier om coronavacciner.
– Der er omkring 12 mennesker, der producer 65 procent af antivaccine-misinformationen på de sociale medier, siger Psaki torsdag ifølge CNN.
/ritzau/











