Vandmasser i Belgien flår togskinner væk og to er omkommet

    Regnen pisker torsdag fortsat ned over Belgien, hvor mindst to personer er omkommet under voldsomme oversvømmelser det seneste døgn.

    Vallonien er værst ramt. Her styrter vandmasser nogle steder gennem byer i første sals højde, og jernbaneskinner er flået væk, hvorfor driften i et større område er indstillet. Et tog er afsporet ved Rochefort-Jemelle.

    Borgmesteren i byen Aywaille siger torsdag ifølge radio- og tv-stationen RTBF, at en person er omkommet.

    Tidligere torsdag blev en 22-årig mand meldt omkommet i Eupen, der ligger tæt på grænsen til Tyskland, som også er ramt af oversvømmelser.

    Den 22-årige forvandt ifølge lokale medier i vandmasserne på en badering, og han blev senere fundet druknet af redningsfolk.

    Myndighederne appellerer til, at man ikke forlader sit hjem i de berørte områder af Belgien.

    Den franske indenrigsminister skriver torsdag på Twitter, at Frankrig har sendt 40 brandmænd til Belgien for at hjælpe med at evakuere borgere.

    Soldater er sat ind og det belgiske luftvåbens helikoptere sendt i luften for at evakuere indbyggere i Vallonien.

    Den store by Liège og regionen omkring er hårdt ramt af vandmasserne.

    I Trooz sydøst for Liège melder en borger på Twitter, at hans søster og en anden person har været fanget på første sal i en bygning siden onsdag eftermiddag. Vandet stiger stadig torsdag, og de er panikslagne, skriver han.

    I Theux benytter man en stor gravko til at evakuere folk, der er fanget på øvre etager. Det viser belgiske medier med videooptagelser.

    /ritzau/