Voldsomme mængder regn i det vestlige Tyskland har forårsaget enorme skader på ejendomme, lukning af flere motorveje, masseevakueringer og flere dødsfald onsdag.
Delstaten Nordrhein-Westfalen er værst ramt af uvejret, som tyske meteorologer har navngivet Bernd.
Dele af delstatshovedstaden Düsseldorf blev onsdag evakueret af frygt for, at floden Düssel vil gå over sine bredder.
I nabostaten Rheinland-Pfalz blev distriktet Vulkaneifel tvunget til at erklære nødretstilstand.
– Situationen er meget alvorlig. Vi har mange oversvømmede veje og landsbyer, der ikke længere er tilgængelige, siger distriktsadministrator Julia Gieseking onsdag aften i landsbyen Daun i Vulkaneifel.
Hun tilføjer, at nødretstilstanden skal gøre det muligt for militæret at blive sat ind for at hjælpe med nødhjælpsindsatsen.
/ritzau/dpa











